Psoas musklen – den dybe og følsomme hoftebøjer

Psoas major ligger øverst til venstre på billedet

Psoasmusklen kan have stor betydning for lyskeproblemer. Jeg tror, vi er mange, der har en stram psoasmuskel, der godt kunne trænge til at blive løsnet lidt. Jeg beskriver musklen og linker til artikler og øvelser. Jeg modtager gerne viden, erfaringer og forslag….

 

Psoasmusklen skaber balancen i kroppen

I Sundhedsguide.dk skriver kiropraktor Henrik Uldall (se link nedenfor), at Psoas musklen (Psoas major øverst til venstre på billedet) er kroppens stærkeste hoftebøjer. Den skaber balancen i kroppen og har betydning for vores kropsholdning. Smerter fra psoas vil oftest mærkes i lysken eller underlivet.

I 2011 var jeg på et 14-dages “yoga-retreat” i Orgiva i Spanien hos “Kaliyoga”. Jeg havde haft et par udfordrende år, hvor jeg først fik stress og derefter kræft. Så jeg gav mig selv et tiltrængt hvil  med yoga, sund mad og lange vandreture i bjergene. (Og det var så godt!). Jeg var allerede på det tidspunkt så småt startet med mine lyskeproblemer så jeg gik til en behandler der arbejdede med “Chiropractic Alignment and Deep Tissue Sports Massage” efter McTimoney-Corley Chiropractic – princippet.

Psoasmusklen kan løsnes med massage – men for mig hjalp det kun 3 mdr.

Efter at have undersøgt mig grundigt, løsnede behandleren min stramme psoasmuskel ved at trykke længe på musklen, dybt nede i mave/lyske regionen. Det føltes underligt; men det virkede. Mine problemer med lysken lettede og da jeg kom hjem fra opholdet kunne jeg løbe frit igen.

3 måneder efter startede mine lyskeproblemer desværre igen. Og siden har jeg selv forsøgt med øvelser, der kan afslappe psoasmusklen. Men jeg kan ikke selv opnå de samme resultater.

Jeg ved heller ikke om det faktisk er psoasmusklen, der skaber mine lyske- og løbeproblemer. Problemer i lysken kan have et utal af forskellige årsager (herom senere). Men jeg vil forsøge at finde ud af hvad jeg kan gøre ved dem.

Psoasmusklen er forbundet med vores følelser

I artiklen fra sundforskning.dk “Kan muskler have følelser”  (se link nedenfor) skriver Lotte Pape, at psoas musklen er stærkt forbundet med vores følelser. Hun kalder den en kæmp-eller-flygt-muskel, og siger at musklen reagerer både på fysisk og psykisk stress. Så måske var min psoas muskel på det tidspunkt, hvor jeg var på retreat, bare særligt stresset og havde rigtig godt af et kærligt og bestemt tryk.

På nettet findes der rigtig mange gode forslag til øvelser, der kan hjælpe med at løsne en stram psoas. Jeg har fundet nogle øvelser på “denintelligentekrop.dk” som jeg linker til nedenfor.

Er der nogen af jer, der har gode erfaringer med, hvordan man tager sig kærligt af sin psoas i hverdagen? Så den ikke gør sig klar til hverken at kæmpe elle flygte?

Links der er brugt i indlægget:

Figur øverst: By Beth ohara (Own work) [GFDL (http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html) or CC-BY-SA-3.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0/)], via Wikimedia Commons

Artikel fra sundhedsguiden.dk af Kiropraktor Henrik Uldall:  http://www.sundhedsguiden.dk/da/temaer/alle-temaer/muskler-skelet-og-led/nyttig-viden-om-muskler-skelet-og-sener/psoasmusklen/

Artikel fra sundforskning.dk af  Lotte Parup:
http://sund-forskning.dk/artikler/kan-muskler-have-folelser-2/

Øvelser fra denintelligentekrop.dk: 
https://www.denintelligentekrop.dk/media/blog/51f9889c9a97ddin-skjulte-vej-til-en-flad-mave-og-sund-ryg.pdf

Kaliyoga retreat i Orgiva, Spanien:
http://kaliyoga.com/spain/spainhome/

Tilbage til forsiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *